Rumænien - Fattigdom

Fattigdom i Rumænien

Fattigdommen i Rumænien er stor. Der er ikke meget netværk fra regeringens side og det Rumænske samfund er efter kommunismen bygget op på, at man skal klare sig selv.

Dog ydes der fattighjælp i form af en fattigbolig, et måltid mad til børnene, som kan indtages i en slags ”varmestue” et sted i byen samt udlevering af et brød pr. familie.

Besøget hos en fattig familie

Vi fik mulighed for at besøge en familie som levede i en fattigbolig i byen Lugoj.

Familien

Familien bestod af en mand og kone i 50erne, deres datter på 25 med hendes 3 piger fra 1½ til 10 år, samt endnu et barnebarn, en dreng på 7 år var søn af familiens afdøde søn. Datterens mand og pigernes far havde forladt dem og drenges mor havde forladt ham.

Manden fik pension pga en sygdom i sine øjne, som gjorde ham næsten blind. Pensionen bestod af 400 lei (720 kr.) i mdr. 

Datteren fik 200 lei i mdr (360 kr.) i barsels løn indtil barnet fylder 2 år, hvorefter indkomsten falder til 40 lei i mdr. (72 kr.)

Dette er familiens eneste indkomst som skal dække kost, tøj, medicin, mobil telefon og brænde. Huslejen incl. el og vand var gratis. Priserne på madvare og tøj er stort set det samme som i danmark, nogen vare er billigere og andre meget dyrere. Selv om man handler det mest nødvendige ind og vælger discount vare vil man komme af med stort set det samme som, hvis vi handler de samme slags vare i netto.

Boligen

 Fattigboligen lå i en nedlagt skole, hvor klasseværelserne var blevet lavet til 8 lejligheder bestående af 2 rum et lille bitte køkken samt ét fælles toilet til alle 8 lejligheder. I lejlighederne var der indlagt el samt koldt vand. Opvarmningen af lejligheden kom fra en kakkelovn, såfremt man ellers kunne skaffe noget af fylde i ovnen. Der var meget dårlig isoleret og det træk ind alle steder.

                                                                                                                                                               

I køkkenet var der komfur, køleskab og vaskemaskine i en knap så pæn tilstand.

I soveværelset som var det eneste rum med varme fra brændeovnene og dermed også eneste opholdsrum i vinterhalvåret var der 2 enkeltsenge, en reol, et fjernsyn og hen over hele loftet var der sat snore op til at tørre vasketøj på. 

I stuen som var lige så kold at opholde sig i som udenfor var der et spisebord og reoler og et par kasser med lidt legetøj.

Om vinteren betyder det, at familien kun opholder sig i soverummet. De 2 senge deles imellem alle 7 i familien og når familien skal i bad foregår det i en balje foran sengene og kakkelovnen, hvorefter den ene gryde vand efter den anden koges og hældes i baljen. Familien udtrykte stor taknemmelighed over muligheden for et varmt bad på denne måde, idet det ikke er alle fattige familier som har denne mulighed.  

Vi mødte stor taknemmelighed over vores besøg især fordi, vi havde medbragt en gave i form af mad. Vi havde samlet sammen hjemme og selv lagt i puljen og købt forskelligt mad ind for 359 lei (646 kr.) som familien kunne nyde godt af de næste mange uger.

Vi blev overstrømmet med fine ord, kys på hånden og en taknemmelighed som er svær at sætte sig ind i. Man kan på ingen måde forestille sig, hvad fattigdom er, før man har set det med egen øjne og vi så endda fattigdommen i den gode ende af skalaen. Efter besøget hos dem, giver det en bedre forståelse for, hvorfor der er så mange der afleverer deres børn på børnehjem, således at de ikke skal dø af sult.

Vi var fuld af respekt over for den familie som kæmper så bravt og kærligt for at holde sammen og få mad på bordet hver dag. Andre i deres situation ville have afleveret deres 4 børn på et af landets mange børnehjem fordi kampen for at overleve er så hård. 

Efter dette besøg besluttede jeg at at udvide mit medlemsskab fra støtte medlemsskab i foreningen Rumænien Projektet af 1992 til et kontrakt medlemsskab.
Som kontrakt medlem forpligtiger man sig til at pakke og sende kasser med ting som kan hjælpe den man er kontakt medlem for i dagligdagen.

Jeg bliver kontakt medlem for netop denne fattige familie og skal fremover sende forsyninger afsted til dem 2 gange om året som kan hjælpe dem i den uoverskuelige situation de er stillet i, i deres land som er uden håb for forbedring, ekstrem arbejdsløshed og absolut intet netværk i form af nogen form for velfærdssamfund.

Foreningen sender transporter afsted i april og i oktober og der er altid medlemmer som følger med transporten og hjælper med at dele ud  børnehjemmene og fattige familier. Derfor er man 110 % sikker på, at hjælpen når frem til de rette.

Hvis i på nogen måde kunne få lyst til at bidrage vil jeg på det kraftigste anbefale at man melder sig ind som støtte medlem i foreningen www.rp92.dk det koster 325 kr om året og går til et fantastisk projekt som virkelig betyder meget.

I er også MEGET velkommen til at bidrage ved at hjælpe mig med at samle ting ind som jeg kan sende til "min" fattige familie -

Jeg kan bruge:

Tøj og sko - til børn fra 1,5 år og til 12 år - Nyt som brugt men i pæn stand

Dyner/puder - sengetøj - varme tæpper

Køkkengrej - gryder, pander, tallerkener osv

Legetøj - gerne brugt med god kvalitet

Købmandsvare i form af
Shampoo, tandpasta, vaskepulver, konserves, ris, mel, pasta, olie, chokolade (til forkælelse) kiks og knækbrød, O.S.V.

Send mig en mail Jeanetteogove@gmail.com hvis i har noget i vil af med, så vi kan aftale at jeg kommer forbi og samler op eller afleverer det til mig når i støder på mig eller kom forbi hvor vi bor på Kobbelgårdsvej 35 7000 Fredericia

Alt vil blive taget imod med taknemmelighed !

Rumænien - CP11

 cp11

CP11 er et gammelt ”hospital” fra kommunismens tid. I dag er det store bygningskompleks delt op i mange mindre enheder, hvor beboerne er opdelt i forskellige aldersgrupper. De forskellige huse har hver deres ledelse, og der er ikke som sådan noget samarbejde på tværs af husene.

Der går 70 børn i dagcenter, 50 børn bor på stedet, hvoraf 6 er autister. Alle børnene er alle svært mentalt og/eller fysisk handicappede. I grupperne har man ikke aldersinddelt børnene, men deler dem i grupper efter handicap, hvem der går bedst i spænd med hinanden, og hvilken pædagog børnene knytter sig mest til. Herudover tager man hensyn til, hvor mange kørestolsbrugere, der er i hver gruppe, da det trods alt er vanskeligt for en pædagog at styre mere end én kørestol ad gangen. Børnenes IQ er højst på 25-30.

Hver gruppe består typisk af 10-16 børn, og hertil er kun én pædagog.

Husene er inddelt i forskellige rum, og hvert rum har en bestemt funktion, hvor man kan arbejde med de respektive sanser. Rummene ”bookes” af de respektive pædagoger i tidsrummet mellem 8 og 16. Eksempler på nogle af rummene:

·       Et specifikt sanserum, med afslappende musik, et kuglebad til aggressive børn, ”sansebakker” med forskelligt indhold og underlag, som børnene kan gå i med bare tæer og afslappende lys.

·       

E   Et musikterapi rum, hvor børn uden sprog f.eks. kan sidde og slå på tromme eller bruge andre slaginstrumenter.

·       Et kunstterapi rum, hvor børnene kan tegne og male.

·   

          Et legeterapi rum, hvor der kan laves plads til leg.

·       Et væve rum, hvor børnene kan lære at tælle og at sætte farver sammen.

·       

     Et rum, hvor børnene kan male gipsfigurer og stearinfigurer. 

·   

          Et socialiserings rum, hvor børnene skal lære basale ting som at spise med bestik

·       Et ergo-/fysioterapi rum med tilhørende varmtvandsbassin, som dog ikke var i brug ved vores besøg. I ergoterapirummet var der ligeledes en mini-sauna, ribber, bænke og meget andet udstyr.

·       Et ”Black and white”-rum, med idé taget fra Danmark. Rummet havde ligeledes en seng med kugledyne, hvor børnene kunne ligge og kigge på farver og figurer over sig.

·       Et ”medic”-rum, med ansat psykiater.

·       Psykiater samt ergoterapeut er ansat 4 timer om dagen.

Der arbejdes desuden for tiden med et projekt for autistiske børn. Projektet er en del af personalets uddannelse, forstået på den måde, at pædagogerne ikke får løn for at deltage i projektet, men de bliver certificerede til at arbejde med gruppen af autister fremover. Projektet laves i samarbejde med EU, FSE og det rumænske undervisningsministerium. Der er i projektet fokus på, at man ikke afleverer sine autistiske børn på hjemmet, men at forældre og familie bliver i stand til at klare en hverdag med deres børn og arbejde videre med de udfordringer, der følger med. I projektet arbejdes der én til én, hvilket har givet gode resultater.

Sammenfatning af personalets udtalelser:

Personalet gav udtryk for, at der absolut ikke er politisk opbakning til det pædagogiske arbejde. Der har været politikere på besøg, som generelt er imponerede over, hvad der gøres på stedet, men der er ingen vilje til at bruge penge på arbejdet.

Der har de seneste år været totalt ansættelsesstop på institutionen. Det vil sige, at selvom der er personale, der stopper på stedet, er det ikke tilladt at ansætte nye medarbejdere. Netop personalets ”flugt” fra stedet har været stor de seneste år, da lønningerne er blevet kraftigt reduceret. Det uddannede personale kan typisk tjene 5 gange så meget ved at flytte til udlandet.

Personalet fortalte, at forholdene blev betydeligt forbedret fra ca. 2000 til 2004, men siden da er det gået voldsomt ned af bakke. Lønningerne er som sagt blevet forringet, og hvor der tidligere var 1 pædagog til godt 8 børn, skal hver pædagog nu kunne håndtere grupper på omtrent 12-16.

Der er ingen tvivl om, at den globale økonomiske krise har ramt ekstra hårdt i Rumænien, og det kan mærkes voldsomt i arbejdet på institutionerne.

Personalet sætter stor pris på de sponsorater, de har fået og stadig får fra udlandet. De kan i høj grad takke sponsorerne for de faciliteter, de har i dag, herunder f.eks. svømmebadet, der er sponsoreret og lavet af tyskere og toiletfaciliteter, der er sponsoreret og lavet af en gruppe besøgende hollændere.

Vores indtryk af stedet, personalets arbejde og omgivelserne:

Når vi ser bort fra bygningernes faldefærdige stand og triste udseende, er vi generelt imponeret over institutionens faciliteter.

Vores indtryk er, at de mange muligheder, som sponsoraterne giver, ikke i særlig høj grad udnyttes. Sandsynligvis, som personalet udtaler, pga. personalemangel.

Vi undrer os meget over rummenes indretning og indhold. Man har tilsyneladende tænkt over, hvilke sanser, der kan arbejdes med i de forskellige rum, men alligevel er hvert eneste rum proppet med tonsvis af legetøj af enhver art, ligesom hvert rum havde enten TV eller musikanlæg kørende i baggrunden – og til hvis glæde?

Vi undrer os ligeledes over antallet af rum. Rummene var små, mørke og overfyldte, og vi mener, man ville have betydelig større glæde af færre men større rum.

Vi har indtryk af, at man i høj grad er stolte af produktion på institutionen. Vi blev for eksempel forevist en lang række af vævede måtter, malerier, perlekæder, juleklip og tegninger, men der er absolut intet, der tyder på, at børnene på stedet har været i stand til at udarbejde disse produkter. Om produkterne er udarbejdet i samarbejdet mellem barn og pædagog er uvist, men det virker for os højst usandsynligt, at de er blevet fremstillet i løbet af den almindelige hverdag på stedet.

Vi er desuden højst skeptiske i forhold til brug af motionsrummet. For det første så de færreste redskaber ud til nogensinde at blive brugt, og for det andet virkede det mere som terapeutens rygelokale end et motionsrum. Terapeuten havde placeret en ung pige på et løbebånd, mens hun selv sad bag sit skrivebord med en tændt cigaret i askebægret.

Der virkede generelt rent, og trods hobevis af ubrugt legetøj, nogenlunde ryddeligt.

Pædagogerne virkede generelt ambitiøse og engagerede, om end en smule opgivende i forhold til personalemanglen/normeringen. De havde bestemt hjertet med i arbejdet.

Det er vores indtryk, at udeområderne er ualmindelig triste og misligholdte, og at de generelt ikke bruges meget. Der er legeredskaber, der til forveksling ligner Kompan, og nogle ældgamle gynger.

Vi har fået oplyst, at brugerne og beboerne flyttes på et ” hospital”[1] når de ikke længere pga alder kan bo på CP11 – på hospitalet bor der 300 lige nu.

---

[1][1] Man benyttede også benævnelsen ”Hospital” om institutioner for handicappede og forældreløse før 1989  

Rumænien - Recas

Recas

HISTORIE

Startede i 1976 som et hospital for børn med uhelbredelige sygdomme.  I 1996 blev det via sponsor penge fra Frankrig til et børnehjem for børn med adfærdsproblemer og lette mentale handicaps.

Der hang billeder fra 89, som viste at børnene sov 2 i samme tremmeseng og manglede dele af deres øre, fordi rotterne spise af dem.

Vilkår

Der arbejdes meget efter de franske metoder – Hjemmet hører under det kommunale styre og det betyder at det er meget centraliseret. Det giver ikke meget rum til frihed til eget arbejde.

Direktøren, som havde en fortid med at arbejde med gadebørn havde været ansat siden 2006 og ville helst arbejde med tyske metoder.

Der bor 86 børn på hjemmet med let/medium handicap

90 % af børnene har adfærds problemer og 10 % med psykiske problemer.

Der er 32 personaler ansat

Børnene bor på værelser mellem 4 og 6 sammen af samme køn i små lejligheder med ca. 12 børn i alt i hver lejlighed og med hver deres pædagog. Måltider, bad og tandbørstning og almindelig dagligdag foregår i deres egen lejligheder. Toilet ligger på gangen og skal deles med hjemmets andre børn. De er inddelt i nogenlunde samme funktions problematikker og alder.

Tidligere havde man opdelt hjemmet således at drengene boede i den ende del af bygningen og pigerne i den anden. Men man oplevede på stedet, at der udviklede sig homoseksuelle tendenser, især blandt drengene. Derfor valgte man at opdele det sådan at piger og drenge nu bor side om side med hinanden. På stedet var der nu kun ca. 5 unge drenge som var homoseksuelle. Hvilket IKKE er særlig velset i Rumænien.

Målet med at bo der er at børnene vokser op og bliver selvstændige og får færdigheder til at de kan klare sig i livet uden for hjemmet, blive integreret i samfundet og få et job og egen bolig.

Ikke alle opnår målet og flyttes til et voksenhjem i Lugoj.

På stedet er der en skole, som de fleste børn går i, men de børn der fagligt kan og som har sociale kompetencer til det integreres på normalskolerne uden for børnehjemmet

ARBJEDET MED BØRNENE

Der arbejdes i teams og der er personale på døgnets 24 timer – Der er 4 teams med 7/8 personer i hvert team. Direktøren går ikke meget ind for at tiden skal bruges på en masse papirarbejde. Dog er de nødt til at udfylde rapporter i henhold til lovkrav fra kommunal side.

På hvert barn skal der skal forefindes

·       Medicin/sundheds dokument

·       Et dokument på familieforhold og hvilken kontakt barnet har til sin familie, sammen med en rapport for familiebesøgene.

·       Individuel handleplan inkl. mål og delmål

Vi bemærkede at alle de papir der var i de fremviste mapper var håndskrevet.

Indholdet i handleplanerne kunne omhandle social integration, socialisering også uden for huset, eller personlig hygiejne.

Direktøren lægger stor vægt på, at landets situation, børnenes opvækstvilkår og deres vanskeligheder ved indlæring af skolefærdigheder eller det sociale samspil kan forårsage store udfordringer for børnene når de forlader hjemmet.

Han ser det derfor som sin opgave at forberede børnene på, hvilket liv de kan forvente at skulle ud til. Han vil ikke sælge dem ”løgnen” om det gode liv. De skal have det de har brug for på hjemmet men ikke mere.

Deres udfordringer på det faglige område gør at der lægges stor vægt på, at de får tilegnet sig en arbejdsdisciplin i stedet. De skal lære at stå op, komme af sted og ordne det man får besked på samt indordne sig.

Børnene står derfor selv for alt rengøring på deres værelser og i fællesområderne i deres lejligheder. Der er kun en fast rengøringskone til de fællesarealer uden for lejlighederne.

De har pædagogiske workshops med møbelfremstilling, dyre pasning, havearbejde som skal forberede børnene på arbejde de vil møde i livet uden for hjemmet. Men der er nogen lovkrav fra regeringens side, som besværliggør at få børnehjemmet til at ligne en ”almindelig familie” f.eks er indkøb af tøj, skolesager og meget andet centralstyret, hvilket gør at man ikke tage børnene med ud at handle ind i almindelige butikker. Derimod bliver disse fornødenheder tilsendt fra central side.

Hovedmåltiderne som børnene spiser laves i hjemmets storkøkken og fra lovgivningens side er det ikke muligt, at børnene må deltage i madlavningen i dette køkken. Maden der tilberedes skal også overholde hygiejne lovkravene. Hvilket betyder at resterne fra måltiderne IKKE må gemmes længere tid end 3 timer og derefter fodres grisene med resterne. Det giver ikke børnene et rigtigt billede af virkeligheden, hvor den fattigdom de fleste kommer ud til, betyder at de skal få maden til at række meget længe og også lære at lave mad. Derfor har man på stedet oprettet et ” Small cooking ” workshop, for nogle sponsorerede midler, hvor de unge skal handle ind på marked/butikker for et bestemt beløb og derefter lærer at tilberede et måltid mad ud fra, hvad der var penge til at handle ind for.

På trods af de mange tiltag der arbejdes med for at give børnene mulighed for at kunne klare sig når de forlader børnehjemmet, så blive parate til at viser statistikken, at de unge mennesker der forlader Recas, har brug for en support person det meste af deres liv, til f.eks at minde dem om at der skal betales husleje, de skal passe deres arbejde, hjælpe dem med at administrere deres økonomi om meget andet. Direktøren udtaler at ca. 70 % af de unge vil miste deres arbejde, såfremt de ikke får den nødvendige support i deres dagligdag.

På stedet er målet i 2013, at alle børn bør have en ”reserve” familie uden for hjemmet. Enten blandt plejefamilier eller at personalet kan få et ekstra tjans som ved at børnene ind imellem kommer med ud i almindelige familier, så de kan se og lære, hvordan ”rigtige familier fungerer.

Refleksion

Vi blev overasket over stedets udvendige udseende, da det var nyistandsat. Lejlighederne til børnene var væsentlig større end det vi så på Gavojdia og det virkede som om der var gode muligheder for udvikling.

I starten opfattede vi direktøren som lidt hård og skrap i nogen af hans udtagelser, eksempelvis omkring at de ikke skal opleve at have mere end de har brug for, da de ikke skal sælge ”løgnen” på hjemmet men ved nærmere eftersyn og efter besøget hos den fattige familie gav hans udtagelse mening. Børnene havde bedre senge, skabe og faciliteter end på Gavojdia. De virkede også glade og kærlige sammen med deres pædagoger og pædagogikken på stedet var overraskende moderne og humanistisk.

Deres have på stedet var lille i forhold til Gavojdia, og direktøren ville ikke have den større da det netop var børnene der skulle passe det og de ikke skulle have overarbejde.

Vi blev mødt med åbne arme både fra direktørens, personalets og børnenes side og det virkede ikke som om der blev holdt noget skjult for os.

Alt i alt et meget spændende og positivt besøg. Vores ellers gode indtryk af Gavojdia dalede en smule, hvis man sammenlignede de 2 steder.

Rumænien - Casa Clementina

CC er et udslusningshjem for unge over 18. De kan som udgangspunkt bo 2 år på stedet, men der er undtagelser, hvor de unge får lov at bo der længere. Der er ”optagelseskrav ” for at komme til at bo der i form af en ansøgning og derefter en samtale.

Der stilles krav om at beboerne først og fremmest selv VIL på på Clementina, og det ikke er sponsor forældre eller socialarbejder der tvinger dem til det, Det er også et krav, at de unge enten er i arbejde eller studerende.

De unge skal betale et lille beløb på 35 euro i husleje og til indkøb af mad.

Pigerne og drengene bor adskilt på henholdsvis en pigegang og en drengegang. Der bor to sammen på hvert værelse, der består af hver deres enkelseng, skabe og et skrivebord samt de unges personlige ejendele.

Der er én eller to voksne medarbejdere på stedet i timerne fra kl. 8 om morgenen til kl. 21 om aftenen, og de unge kan på alle tider af døgnet få fat på en pædagog, hvis det skulle være nødvendigt.

Der afholdes møde for alle beboere hver mandag, hvor den kommende uges huslige pligter samt madlavningsplan fordeles. De er selv ansvarlige for den fælles madlavning i små grupper, indkøb, rengøring. 

På Casa Floras (mødrehjælp under RP92) adresse findes der en stor have, hvor der dyrkes grøntsager. Dette er også de unges pligt at sørge for haven. Haven er også et hyggeligt fælles samlingssted om sommeren. 

De unge på Clementina bidrager også med velgørenhedsarbejde i byen og hjælper f.eks mennesker med fysiske nedsættelser. De unges ry i byen er godt og de er velanset i hele Timis county. Som noget nyt skal de i gang med et livslæringsprojekt, som er undervej i kommunen. 

Vi var vildt imponeret af de unge - Det var de sødeste og meget hjælpsomme unge mennesker der boede der. De var stolte af det de havde opnået i deres liv ind til videre og de havde alle et mål om at få en familie, deres egen lejlighed og et godt job. De er uden tvivl meget glade for muligheden for at bo på Clementina og de forguder pædagogen Stefan og ikke mindst Direktøren Carmen

Clementina er 100% drevet af midler fra Rumænien Projektet af 1992 - således at husleje, og alt drift af huset kommer fra b.la kontingenter fra medlemskaber. Løn til personale og en slags SU til de unge der studerer. 

Det er muligt at lege værelser på Clementina samt hyre Stefan som Chauffør

Udlejnings bilen med privat chauffør og tolk

Værelse på Clementina

fælles toilet og bad faciliteter til udlejnings værelserne på Clementine

Fælles køkken til udlejnings værelserne