Rumænien - CP11

 cp11

CP11 er et gammelt ”hospital” fra kommunismens tid. I dag er det store bygningskompleks delt op i mange mindre enheder, hvor beboerne er opdelt i forskellige aldersgrupper. De forskellige huse har hver deres ledelse, og der er ikke som sådan noget samarbejde på tværs af husene.

Der går 70 børn i dagcenter, 50 børn bor på stedet, hvoraf 6 er autister. Alle børnene er alle svært mentalt og/eller fysisk handicappede. I grupperne har man ikke aldersinddelt børnene, men deler dem i grupper efter handicap, hvem der går bedst i spænd med hinanden, og hvilken pædagog børnene knytter sig mest til. Herudover tager man hensyn til, hvor mange kørestolsbrugere, der er i hver gruppe, da det trods alt er vanskeligt for en pædagog at styre mere end én kørestol ad gangen. Børnenes IQ er højst på 25-30.

Hver gruppe består typisk af 10-16 børn, og hertil er kun én pædagog.

Husene er inddelt i forskellige rum, og hvert rum har en bestemt funktion, hvor man kan arbejde med de respektive sanser. Rummene ”bookes” af de respektive pædagoger i tidsrummet mellem 8 og 16. Eksempler på nogle af rummene:

·       Et specifikt sanserum, med afslappende musik, et kuglebad til aggressive børn, ”sansebakker” med forskelligt indhold og underlag, som børnene kan gå i med bare tæer og afslappende lys.

·       

E   Et musikterapi rum, hvor børn uden sprog f.eks. kan sidde og slå på tromme eller bruge andre slaginstrumenter.

·       Et kunstterapi rum, hvor børnene kan tegne og male.

·   

          Et legeterapi rum, hvor der kan laves plads til leg.

·       Et væve rum, hvor børnene kan lære at tælle og at sætte farver sammen.

·       

     Et rum, hvor børnene kan male gipsfigurer og stearinfigurer. 

·   

          Et socialiserings rum, hvor børnene skal lære basale ting som at spise med bestik

·       Et ergo-/fysioterapi rum med tilhørende varmtvandsbassin, som dog ikke var i brug ved vores besøg. I ergoterapirummet var der ligeledes en mini-sauna, ribber, bænke og meget andet udstyr.

·       Et ”Black and white”-rum, med idé taget fra Danmark. Rummet havde ligeledes en seng med kugledyne, hvor børnene kunne ligge og kigge på farver og figurer over sig.

·       Et ”medic”-rum, med ansat psykiater.

·       Psykiater samt ergoterapeut er ansat 4 timer om dagen.

Der arbejdes desuden for tiden med et projekt for autistiske børn. Projektet er en del af personalets uddannelse, forstået på den måde, at pædagogerne ikke får løn for at deltage i projektet, men de bliver certificerede til at arbejde med gruppen af autister fremover. Projektet laves i samarbejde med EU, FSE og det rumænske undervisningsministerium. Der er i projektet fokus på, at man ikke afleverer sine autistiske børn på hjemmet, men at forældre og familie bliver i stand til at klare en hverdag med deres børn og arbejde videre med de udfordringer, der følger med. I projektet arbejdes der én til én, hvilket har givet gode resultater.

Sammenfatning af personalets udtalelser:

Personalet gav udtryk for, at der absolut ikke er politisk opbakning til det pædagogiske arbejde. Der har været politikere på besøg, som generelt er imponerede over, hvad der gøres på stedet, men der er ingen vilje til at bruge penge på arbejdet.

Der har de seneste år været totalt ansættelsesstop på institutionen. Det vil sige, at selvom der er personale, der stopper på stedet, er det ikke tilladt at ansætte nye medarbejdere. Netop personalets ”flugt” fra stedet har været stor de seneste år, da lønningerne er blevet kraftigt reduceret. Det uddannede personale kan typisk tjene 5 gange så meget ved at flytte til udlandet.

Personalet fortalte, at forholdene blev betydeligt forbedret fra ca. 2000 til 2004, men siden da er det gået voldsomt ned af bakke. Lønningerne er som sagt blevet forringet, og hvor der tidligere var 1 pædagog til godt 8 børn, skal hver pædagog nu kunne håndtere grupper på omtrent 12-16.

Der er ingen tvivl om, at den globale økonomiske krise har ramt ekstra hårdt i Rumænien, og det kan mærkes voldsomt i arbejdet på institutionerne.

Personalet sætter stor pris på de sponsorater, de har fået og stadig får fra udlandet. De kan i høj grad takke sponsorerne for de faciliteter, de har i dag, herunder f.eks. svømmebadet, der er sponsoreret og lavet af tyskere og toiletfaciliteter, der er sponsoreret og lavet af en gruppe besøgende hollændere.

Vores indtryk af stedet, personalets arbejde og omgivelserne:

Når vi ser bort fra bygningernes faldefærdige stand og triste udseende, er vi generelt imponeret over institutionens faciliteter.

Vores indtryk er, at de mange muligheder, som sponsoraterne giver, ikke i særlig høj grad udnyttes. Sandsynligvis, som personalet udtaler, pga. personalemangel.

Vi undrer os meget over rummenes indretning og indhold. Man har tilsyneladende tænkt over, hvilke sanser, der kan arbejdes med i de forskellige rum, men alligevel er hvert eneste rum proppet med tonsvis af legetøj af enhver art, ligesom hvert rum havde enten TV eller musikanlæg kørende i baggrunden – og til hvis glæde?

Vi undrer os ligeledes over antallet af rum. Rummene var små, mørke og overfyldte, og vi mener, man ville have betydelig større glæde af færre men større rum.

Vi har indtryk af, at man i høj grad er stolte af produktion på institutionen. Vi blev for eksempel forevist en lang række af vævede måtter, malerier, perlekæder, juleklip og tegninger, men der er absolut intet, der tyder på, at børnene på stedet har været i stand til at udarbejde disse produkter. Om produkterne er udarbejdet i samarbejdet mellem barn og pædagog er uvist, men det virker for os højst usandsynligt, at de er blevet fremstillet i løbet af den almindelige hverdag på stedet.

Vi er desuden højst skeptiske i forhold til brug af motionsrummet. For det første så de færreste redskaber ud til nogensinde at blive brugt, og for det andet virkede det mere som terapeutens rygelokale end et motionsrum. Terapeuten havde placeret en ung pige på et løbebånd, mens hun selv sad bag sit skrivebord med en tændt cigaret i askebægret.

Der virkede generelt rent, og trods hobevis af ubrugt legetøj, nogenlunde ryddeligt.

Pædagogerne virkede generelt ambitiøse og engagerede, om end en smule opgivende i forhold til personalemanglen/normeringen. De havde bestemt hjertet med i arbejdet.

Det er vores indtryk, at udeområderne er ualmindelig triste og misligholdte, og at de generelt ikke bruges meget. Der er legeredskaber, der til forveksling ligner Kompan, og nogle ældgamle gynger.

Vi har fået oplyst, at brugerne og beboerne flyttes på et ” hospital”[1] når de ikke længere pga alder kan bo på CP11 – på hospitalet bor der 300 lige nu.

---

[1][1] Man benyttede også benævnelsen ”Hospital” om institutioner for handicappede og forældreløse før 1989