Rumænien - Recas

Recas

HISTORIE

Startede i 1976 som et hospital for børn med uhelbredelige sygdomme.  I 1996 blev det via sponsor penge fra Frankrig til et børnehjem for børn med adfærdsproblemer og lette mentale handicaps.

Der hang billeder fra 89, som viste at børnene sov 2 i samme tremmeseng og manglede dele af deres øre, fordi rotterne spise af dem.

Vilkår

Der arbejdes meget efter de franske metoder – Hjemmet hører under det kommunale styre og det betyder at det er meget centraliseret. Det giver ikke meget rum til frihed til eget arbejde.

Direktøren, som havde en fortid med at arbejde med gadebørn havde været ansat siden 2006 og ville helst arbejde med tyske metoder.

Der bor 86 børn på hjemmet med let/medium handicap

90 % af børnene har adfærds problemer og 10 % med psykiske problemer.

Der er 32 personaler ansat

Børnene bor på værelser mellem 4 og 6 sammen af samme køn i små lejligheder med ca. 12 børn i alt i hver lejlighed og med hver deres pædagog. Måltider, bad og tandbørstning og almindelig dagligdag foregår i deres egen lejligheder. Toilet ligger på gangen og skal deles med hjemmets andre børn. De er inddelt i nogenlunde samme funktions problematikker og alder.

Tidligere havde man opdelt hjemmet således at drengene boede i den ende del af bygningen og pigerne i den anden. Men man oplevede på stedet, at der udviklede sig homoseksuelle tendenser, især blandt drengene. Derfor valgte man at opdele det sådan at piger og drenge nu bor side om side med hinanden. På stedet var der nu kun ca. 5 unge drenge som var homoseksuelle. Hvilket IKKE er særlig velset i Rumænien.

Målet med at bo der er at børnene vokser op og bliver selvstændige og får færdigheder til at de kan klare sig i livet uden for hjemmet, blive integreret i samfundet og få et job og egen bolig.

Ikke alle opnår målet og flyttes til et voksenhjem i Lugoj.

På stedet er der en skole, som de fleste børn går i, men de børn der fagligt kan og som har sociale kompetencer til det integreres på normalskolerne uden for børnehjemmet

ARBJEDET MED BØRNENE

Der arbejdes i teams og der er personale på døgnets 24 timer – Der er 4 teams med 7/8 personer i hvert team. Direktøren går ikke meget ind for at tiden skal bruges på en masse papirarbejde. Dog er de nødt til at udfylde rapporter i henhold til lovkrav fra kommunal side.

På hvert barn skal der skal forefindes

·       Medicin/sundheds dokument

·       Et dokument på familieforhold og hvilken kontakt barnet har til sin familie, sammen med en rapport for familiebesøgene.

·       Individuel handleplan inkl. mål og delmål

Vi bemærkede at alle de papir der var i de fremviste mapper var håndskrevet.

Indholdet i handleplanerne kunne omhandle social integration, socialisering også uden for huset, eller personlig hygiejne.

Direktøren lægger stor vægt på, at landets situation, børnenes opvækstvilkår og deres vanskeligheder ved indlæring af skolefærdigheder eller det sociale samspil kan forårsage store udfordringer for børnene når de forlader hjemmet.

Han ser det derfor som sin opgave at forberede børnene på, hvilket liv de kan forvente at skulle ud til. Han vil ikke sælge dem ”løgnen” om det gode liv. De skal have det de har brug for på hjemmet men ikke mere.

Deres udfordringer på det faglige område gør at der lægges stor vægt på, at de får tilegnet sig en arbejdsdisciplin i stedet. De skal lære at stå op, komme af sted og ordne det man får besked på samt indordne sig.

Børnene står derfor selv for alt rengøring på deres værelser og i fællesområderne i deres lejligheder. Der er kun en fast rengøringskone til de fællesarealer uden for lejlighederne.

De har pædagogiske workshops med møbelfremstilling, dyre pasning, havearbejde som skal forberede børnene på arbejde de vil møde i livet uden for hjemmet. Men der er nogen lovkrav fra regeringens side, som besværliggør at få børnehjemmet til at ligne en ”almindelig familie” f.eks er indkøb af tøj, skolesager og meget andet centralstyret, hvilket gør at man ikke tage børnene med ud at handle ind i almindelige butikker. Derimod bliver disse fornødenheder tilsendt fra central side.

Hovedmåltiderne som børnene spiser laves i hjemmets storkøkken og fra lovgivningens side er det ikke muligt, at børnene må deltage i madlavningen i dette køkken. Maden der tilberedes skal også overholde hygiejne lovkravene. Hvilket betyder at resterne fra måltiderne IKKE må gemmes længere tid end 3 timer og derefter fodres grisene med resterne. Det giver ikke børnene et rigtigt billede af virkeligheden, hvor den fattigdom de fleste kommer ud til, betyder at de skal få maden til at række meget længe og også lære at lave mad. Derfor har man på stedet oprettet et ” Small cooking ” workshop, for nogle sponsorerede midler, hvor de unge skal handle ind på marked/butikker for et bestemt beløb og derefter lærer at tilberede et måltid mad ud fra, hvad der var penge til at handle ind for.

På trods af de mange tiltag der arbejdes med for at give børnene mulighed for at kunne klare sig når de forlader børnehjemmet, så blive parate til at viser statistikken, at de unge mennesker der forlader Recas, har brug for en support person det meste af deres liv, til f.eks at minde dem om at der skal betales husleje, de skal passe deres arbejde, hjælpe dem med at administrere deres økonomi om meget andet. Direktøren udtaler at ca. 70 % af de unge vil miste deres arbejde, såfremt de ikke får den nødvendige support i deres dagligdag.

På stedet er målet i 2013, at alle børn bør have en ”reserve” familie uden for hjemmet. Enten blandt plejefamilier eller at personalet kan få et ekstra tjans som ved at børnene ind imellem kommer med ud i almindelige familier, så de kan se og lære, hvordan ”rigtige familier fungerer.

Refleksion

Vi blev overasket over stedets udvendige udseende, da det var nyistandsat. Lejlighederne til børnene var væsentlig større end det vi så på Gavojdia og det virkede som om der var gode muligheder for udvikling.

I starten opfattede vi direktøren som lidt hård og skrap i nogen af hans udtagelser, eksempelvis omkring at de ikke skal opleve at have mere end de har brug for, da de ikke skal sælge ”løgnen” på hjemmet men ved nærmere eftersyn og efter besøget hos den fattige familie gav hans udtagelse mening. Børnene havde bedre senge, skabe og faciliteter end på Gavojdia. De virkede også glade og kærlige sammen med deres pædagoger og pædagogikken på stedet var overraskende moderne og humanistisk.

Deres have på stedet var lille i forhold til Gavojdia, og direktøren ville ikke have den større da det netop var børnene der skulle passe det og de ikke skulle have overarbejde.

Vi blev mødt med åbne arme både fra direktørens, personalets og børnenes side og det virkede ikke som om der blev holdt noget skjult for os.

Alt i alt et meget spændende og positivt besøg. Vores ellers gode indtryk af Gavojdia dalede en smule, hvis man sammenlignede de 2 steder.