Historien bag River Kwai

Vores 2 dags udflugt handlede primært om historien bag River Kwai. Der var også et besøg i tigertemplet en overnatning på et hyggeligt resort  i Kanchaburi og lidt elefant trekking med i købet. I denne blog skriver jeg om River kwai, så kommer der historie og billeder fra det andet  på en anden blog.

Kl. 5 ringede uret, så vi kunne nå at få et bad og morgenmad inden vi blev hentet af vores guide chang og chaufføren fra Tuk turs kl. 7. Bilen blev i første vejkryds pyntede med en blomsterkrans som folk gik og solgte ved krydset. Chang fortalte at Thaierne tror på Buddah og i alle biler er buddahs tegn tegnet i bilen og for at få buddah til at holde hånden over alt det uventede som kan ske på en køretur, så hænger man blomster op. Nu var vi så klr til en "sikker" og lang køretur til Kancharburi provinsen, hvor River Kwai broen og den historie fandt sted.

På de 3 timer, som turen varede var der rig lejlighed til at se det thailandske landskabe fra bilen. Der var mange sukkerrør marker, saltmarker, papaya og banantræer og alt så tørt tørt ud. Vi kom i gennem mange fattige småbyer, hvor husene er noget vi andre end ikke kunne drømme om at bruge som redskabsskur. Guiden fortalte, at der de fleste steder ikke er rindende vand, men at de bruger opsamlet regnvand og koger det som drikke og badevand.   

Vi startede ved et lille krigs musserum JEATH som rummede mange billeder samt lidt få effekter fra fangelejrene omkring River Kwai og dødens jernbane. Navnet JEATH kommer fra de nationaliteter som var involverede. Japan, England, Australien, Thailand, Holland.Det var ganske uhyggeligt at se, hvad de stakkels soldater har været udsat for.

Det hele startede i 2. verdenskrig. Her bliver 61.000 soldaterne taget i baghold af japanerne som krigsfanger.

Af hensyn til fragten af forsyninger beslutter de at der skal laves jernbane som genvej fra Burma til Thailand. I stedet for at sejle eller flyve forsyningerne, hvor de er mest udsatte. Englænderne har allerede en jernbane på tegnebrættet og har regnet ud at den skal tage 5 år at lave. Men japanerne starter i hver sin ende og bruger krigsfangerne til jobbet. De får bygget 415 km jernbane på 18 mrd. De lader fangerne arbejde 18 timer i døgnet. De straffes hårdt, hvis ikke de kan arbejde. De få små portioner af ris med salt og lidt grøntsager 2 gange om dagen. Rigtig mange dør af dysteri, fejlernæring og af de skader de pådrager sig ved det hårde arbejde. De går bla på de afhuggede skarpe bjergsten på deres bare tæer og får slemme skader eller mister benene af samme årsag. Da der ikke er fanger nok fordi de dør, beder man den asiatiske lokalbefolkning om hjælp. Ca 200.000 melder sig da japanerne lokker med god løn. En løn som viste sig, at de kun kunne bruge i militær lejrene og var ugyldige da krigen var slut. Ca. 100.000 lokale folk dør på de 18 mrd og 16.000 soldater. Man siger at ca. 280 mennesker døde pr km jernbane.

Fra JEATH blev vi sejlet på floden kwai hen til broen i to speed longtail både.  

Broen Kwai har sit navn efter floden, men hedder egentlig kwa på Thai som betyder flod. Kwai betyder bøffel på Thai. Men navnet Kwai er blevet det oprindelige navn.

Den oprindelige første bro som fangerne byggede var en træbro som lå en 3 m fra stålbroen. Den bro som folk har set i filmen "broen over floden kwai" er IKKE den rigtige da filmen er optaget i Indien.

Stålbroen kom til senere.

Den er oprindelig bygget med 3 buede sider mere, men da englænderne bombede broen, blev den genopbygget med 2 firkantede i stedet for. Som status på historiens forløb.

I dag bruges jernbanen som populær turist attraktion, men også som transportmiddel for de lokale. Turen fra Bankok til Kanchaburi tager 6 timer i bagende sol og INGEN faciliteter ombord. Banen er lukket af til Burma, dels pga de uroligheder der har været mellem Thailand og Burma, men også pga historien om jernbanen. Den oprindelige rute som tog 18 mrd at bygge og kostede ca. 120.000 mennesker livet blev brugt i 22 mrd.  

Vi tog IKKE toget fra Kwai broens station men kørte i stedet til en anden station. Det var for at undgå at køre i over en time i toget. Vi kunne nøjes med en ½ time og stadig prøve en gammel træbro og se det flotte landskab. Vi havde for 50 THB (9kr) købt billeter på 1. klasse - det indebar at vi var garanteret en siddeplads, samt servering af kaffe/The og en sodavand samt lidt snack. 

Det var fuldstændigt umuligt at drikke The/kaffe fordi de bomblede helt vildt, men det havde også sin charme.  

Vi kørte forbi en grotte på vejen som vi besøgte på dag 2. Den havde fungerede som hospital under krigen. Eftehånden som jernbanen skred frem rykkede de hospitalet med. Da de forlod stedet brændte de de døde inde i grotten. Loftet bærger, udover flagermus, præg af sort sod. 

Inde i grotten er der nu bygget en stor Budda. Thaierne tror på, at sjælen efter de døde stadig befinder sig det sted de dør, indtil der kommer en Budda og hjælper dem videre. De lokale hørte skrig og jammer fra grotten indtil Budahen blev opført siges der. 

Vi besøgte også den ene kirkegård for POW (prisoners of war) En Kirkegård som englænderne betalte for opførelsen af og stadig betaler for vedligeholdet af den. Der er 6982 grave og deraf er der begravet 2 dansker. Det var et sørgeligt syn at gå rundt mellem gravstederne. Langt de fleste mænd var i starten af 20erne da de døde.  

Sidste stop på dette tilbageblik på 2 verdenskrigs rædsler på denne del af jorden sluttede ved Hell fire pass

Hell fire pass er navnet på den det af jernbane skæringen som var særlig vanskelig at bygge. Dels fordi den lå afsides og fordi det ar den størte klippevæg de skule igennem og så var der ikke ordenligt værktøj.

Fangerne skulle arbejde døgnet rundt i 18 timers vagter og de brugte lys fra fakler til at se. Når man stod oppe på toppen og kikkede ned, lignede det helvedes foregård og deraf navnet. Ca 700 mistede livet blot på dette stykke.

Ove og jeg og ungerne var som de eneste modige nok til at vandre den lange vej ned til passet i brændende sol. Der var så varmt at området selvantænder det tøre græs og derfor lugtede der hæsligt brændt og der var svagt røget i luften. Det var i øvrigt ikke noget særligt for det var de vant til. 

Vi kunne nemt forestille os, hvordan fangene måtte have haft det dengang og så slæble de endda på de tunge svæller til banen. 

Mikkel smed endda sine sko, for at prøve at gå i bare tæer på de skarpe sten. Da vi gik derfra løb drengene "den rigtige vej" (den som fangerne brugte) vi tog en turistvenlig vej som var knap så stejl men der var da alligevel 153 trappetrin. 

En rigitg spændende tur tilbage i tiden for os alle - gamle som unge.